Fra skovl til maskinpark

Fra den spæde start med skovl og trillebør på en trailer bag bilen i 1972 har Allan Thestrup Schmidt ApS i dag udviklet sig til et entreprenørfirma med en stor maskinpark rustet til mange forskellige opgaver. Heraf er størstedelen af maskinerne fra engelske JCB – et mærke som firmaet fra Ribe allerede kendte til, inden Nicolaisen & Larsen A/S blev eneforhandlere i Danmark.

Et engelsk ordsprog lyder: If it ain’t broke – don’t fix it. Lad være med at reparere på noget, der ikke er gået i stykker. Ordsproget er muligvis en smule slidt, men når det gælder forholdet mellem firmaerne Allan Thestrup Schmidt ApS fra Ribe og Nicolaisen & Larsen A/S fra Ulfborg, passer de kendte ord stadig.

Da Allan Thestrup Schmidt grundlagde sit firma i 1972, var arbejdsopgaverne hovedsageligt kloakarbejde udført med en simpel skovl og trillebør. Snart anskaffede han sig dog større materiel. Blandt andet sine første entreprenørmaskiner fra JCB. I 1975 blev Nicolaisen & Larsen A/S eneimportør af mærket i Danmark. Selvom Helge Thestrup Schmidt i dag har overtaget roret efter sin far, så ved han godt hvorfor, JCB maskinerne fortsat er en del af deres maskinpark så mange år efter:

Det har altid været et logisk valg for os at fortsætte med at benytte maskinerne for JCB. De har altid fungeret godt og stabilt, fra de første maskiner min far anskaffede, til de maskiner vi har i brug i dag,” siger han og fortsætter:

”Så da Nicolaisen & Larsen blev dansk importør, fulgte min far med. Vi har også prøvet andre mærker igennem tiden, men vi er altid vendt tilbage til JCB. Deres maskiner kender vi rigtigt godt, og dem er vi meget tilfredse med.”

Et stort arbejdsrepertoire kræver en bred maskinpark
Selvom kloakarbejdet stadig er blandt firmaets hovedopgaver, er repertoiret blevet udvidet en del. I dag varetager Helge Thestrup Schmidt og hans ansatte en bred vifte af opgaver fra diverse anlægsarbejder til støbearbejde og styrbare underboringer.

De mange forskellige arbejdsopgaver kræver en bred maskinpark. Blandt de nyeste tilføjelser fra i år finder man to minigravere af modellerne JCB 8010 og JCB 8026, som bringer det samlede antal af maskiner fra JCB op på 16, som er i brug i øjeblikket.

Den type entreprenørarbejde, som vi udfører for vores kunder, er ret krævende for vores maskinpark. Det er derfor godt, at JCB maskinerne er hårdføre og holder længe. Derfor lægger vi stor vægt på, at leverandøren kan yde en fuldt dækkende service og ikke er afhængige af at få hjælp fra producenten. Nicolaisen & Larsen har en meget velfunderet serviceafdeling. De har altid kunnet hjælpe os, når der var brug for det,” siger Helge Thestrup Schmidt.

Scroll to Top